Genforeningen er en del af vores kultur og forbundet med eufori. Vi genforenes med vores familie til jul og påske og genforenes med vores elskede i lufthavnen, når vi har været ude for at rejse. I mellemtiden siger vi til hinanden, at vi savner og ofte deles dette savn med andre og også på de sociale medier. Perspective Lab hører om betydningen af savn og genforening i vores mange timers samtaler med danskerne gennem årene. Kendetegnende for den form for adskillelse og genforening vi oplever i hverdagen er, at det oftest er en frivillig form for adskillelse. Vi har valget om noget andet, og vi ved, hvornår vi skal genforenes. Således forsøger vi at lære vores børn, når vi efterlader dem i børnehaven, at vi snart er tilbage og alligevel er genforeningsglæden stor, simpelthen fordi det kulturelt anses som det rigtige at gøre.
Når Danmark er lukket ned ved lov, er vores adskillelse og savn ikke længere noget vi selv har valgt. Mange af os har ikke oplevet en tilsvarende situation nogensinde. Hvis vi ikke er syge, adskiller vi os udelukkende fra andre for at passe på hinanden som samfund. I vores mindste øjeblikke oplever vi, at andre har påduttet os savnet. Forældre har været adskilt fra deres børn. Gamle er så vidt muligt adskilt fra unge. I det hele taget går vi alle og venter på genforeningen, og at tingene igen skal blive normale.
Forud for Coronavirus satte vi i Perspective Lab spot på klimaforandringerne. Her blev det ganske tydeligt, at en af de absolut største udfordringer er, at vi som mennesker og som forbrugere er dårlige til at acceptere afsavn og sætte noget andet i stedet for det, der var engang. Hvis vi vælger en klimavenlig tilværelse, er der aspekter af vores forbrugertilværelse som vi ikke bliver genforenet med. Er det det samme, der gør sig gældende, når folk har svært ved at overgive sig til at blive sendt hjem og afstå fra sociale aktiviteter?
På den anden side af C-krisen er en genforening med Danmark som vil være fyldt med eufori og lettelse. Vores sociale liv skal udsluses igen og derfor får vi ikke samme prompte genforening som mine bedsteforældre oplevede ved afslutningen af 2. verdenskrig fra den ene dag til den anden. Her er tale om en langsom tilbagetrækning, fordi virus er en anderledes fjende. Jeg tror og håber, at denne tid adskilt igen kan anskueliggøre, hvad der også kan være godt ved at være fra hinanden, nemlig at man i afsavnet mærker, hvad man virkelig værdsætter og holder af og at genforeningsglæden i det lys vil være stor.
Vi ses – vinke – Annette Brogaard